Zand.News – »Vi vil skabe et bedre arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet ved at bruge faggrupperne bedre og bredere,« siger regionsrådsformand.
Borgerne får et bedre sundhedsvæsen, hvis vi ser bredere på faggrænser, mener regionsrådsformand Heino Knudsen (S), som onsdag var vært for konferencen “Slip det sundhedsfaglige potentiale løs”. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Kæmpe potentiale i de nuværende sundhedsmedarbejdere
Sundhedsvæsenet har et kæmpe potentiale i de medarbejdere, der allerede i dag tager sig af borgerne på sygehuse og i kommunerne.
Borgerne får et bedre sundhedsvæsen, hvis der bliver set bredere på faggrænserne, så medarbejderne kan bruge og udvikle flere af deres færdigheder og kompetencer.
Det var budskabet på Region Sjællands nationale konference “Slip det Sundhedsfaglige potentiale løs”, som samlede godt 100 beslutningstagere og eksperter fra regioner, kommuner, fagforeninger og uddannelsesinstitutioner.
Konferencen “Slip det sundhedsfaglige potentiale løs” kommer i forlængelse af regeringens økonomiaftaler med regioner og kommuner, som sætter fokus på forløsning og udvikling af medarbejdernes kompetencer, dels gennem mere tillid, mindre bureaukrati og et nuanceret syn på de rekrutteringsudfordringer sundhedsområdet står overfor.
»Vi vil skabe et bedre arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet ved at bruge faggrupperne bedre og bredere. Selvfølgelig med respekt for de særlige kvaliteter og fagligheder, som medarbejderne på sygehusene og i det nære sundhedsvæsen har hver især,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen, der var vært for konferencen, og fortsætter:
»Jeg anerkender, at arbejdspresset er stort i den offentlige sektor. Det betyder, at vi hele tiden, også fra politisk side, skal skabe et godt arbejdsmiljø for dem, der skal levere offentlige ydelser. Medarbejderne skal trives og have rum til at bruge alt det, de kan.«
Skal hverken sænke kvaliteten eller overflødiggøre faggrupper
Over hele landet er der mangel på læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andet sundhedspersonale, og hverken uddannelsesinstitutioner eller sundhedsbudgetter kan følge med efterspørgslen i en tid, hvor der blive flere borgere med behov for behandling og sundhedspleje.
Formålet med konferencen var derfor at tænke ud af boksen. Det handler ikke om at sænke kvaliteten eller overflødiggøre faggrupper – men om at se på, om der kan arbejdes og samarbejdes anderledes på sundhedsområdet, både i staten, kommuner og regioner.
»Det handler for mig først og fremmest om at sikre, at vi har de rette hænder til de rette opgaver. Der er flere af FOA’s medlemmer, som ikke har mulighed for at arbejde med det, de rent faktisk er uddannet til,« Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand i FOA, og fortsætter:
»Hvis det skal lykkes at frigøre den uudnyttede faglighed, som findes overalt i sundhedsvæsenet, kræver det, at ledelserne tager ansvar, og forstår hvilke kompetencer de enkelte faggrupper har og sørger for at udnytte dem. De skal træde i karakter.«
»Og det er vigtigt, at den indsats gælder over hele området. Det nytter ikke noget, at sosu-assistenten på det enkelte hospital pludselig mister sine kompetencer, hvis hun tager elevatoren fra tredje til første sal,« tilføjer Torben Klitmøller Hollmann, som i øvrigt medvirkede i konferencens paneldebat.
Bredere arbejdsområder er ikke en nødløsning, men sund fornuft
For Heino Knudsen er bredere brug af faggrupperne en politisk ambition, som skal sikre et godt arbejdsmiljø. Det er ikke en nødløsning, understreger han, men derimod sund fornuft, der gør det muligt at skabe et godt arbejdsmiljø og en høj kvalitet i opgaveløsningen.
Region Sjælland har igangsat en kompetenceindsats, hvor brug af flere faggrupper er et af omdrejningspunkterne.
»Der er allerede meget i gang, både i Region Sjælland, i andre regioner og i kommunerne. Vores mål med konferencen har været at gøre opmærksom på det, blive klogere, inspirere hinanden og få sat gang i det, der skal til for at blive endnu bedre for borgernes skyld. Sundhedsvæsenet handler om mennesker. Om borgere og om vores medarbejdere,« siger Heino Knudsen og fortsætter:
»Jeg mener, borgerne får et bedre sundhedstilbud, hvis regionerne og kommunerne hver især fokuserer på at fastholde de dygtige medarbejdere, som vi allerede har og give dem gode udviklingsmuligheder og et godt arbejdsmiljø, i stedet for at bruge kræfterne på at konkurrere med hinanden om at rekruttere flere folk.«
Øverst: Konferencen. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.